Aalborg får 15 nye mini-kunsthaller

Aalborg bliver snart hele 15 kunsthaller rigere, når konceptet ”KN1-15 Femten Kunsthaller” udfoldes som en del af Aalborg Festivals. Fra den 18.- 27. august viser 15 kunstnere værker i 15 hvide kuber, der er placeret forskellige steder i byens offentlige rum.

8.8.2017
15 kunsthaller kan lyde af meget, men når hver af dem viser sig at være en hvid kube på 2,4 m3, giver det fint mening. Foto: Hannah Anbert, Gabels Torv, fotograf: Niels Fabæk
KN2 // Hannah Anbert, Gabels Torv  Foto: Niels Fabæk

Lørdag den 12. august lyder startskuddet til den fjerde udgave af Aalborg Festivals, hvor Aalborg i 12 dage summer af koncerter, kunst, teater og forskellige kulturevents for alle aldersgrupper. 

Blandt de største begivenheder er musikfestivalerne Metropol og Den Blå Festival, spilfestivalen Game Scope og en ny kunstfestival.

Musikfestivalen Metropol arrangeres af det regionale spillested Studenterhuset i Aalborg, som får et driftsstilskud fra Statens Kunstfond på 1,7 millioner kroner om året, og Statens Kunstfond har derudover støttet kunstfestivallen med i alt 239.000 kroner. 

De udstillende kunstnere bor og arbejder så forskellige steder som Berlin, Århus og København, og støtten fra Statens Kunstfond går blandt andet til at transportere kunstnerne og deres værker til Aalborg.

Formand for Statens Kunstfond Gitte Ørskou siger: 

”Aalborg Festivals er et rigtig godt eksempel på, hvordan man kan udvikle kunsten og udbrede begrebet kunst til borgerne. Det er et utroligt vigtigt arbejde, som vi selvfølgelig støtter op om i Statens Kunstfond, hvor vi har fokus på, at kunsten skal ud i alle dele af Danmark. Mange billedkunstnere i Danmark bor i København, uanset hvor de er opvokset eller har uddannet sig. Det spiller ikke den store rolle for Statens Kunstfond, hvor kunstnerne bor, men vi går op i, at den kunst, de producerer, kommer ud og møder publikum i hele Danmark.”

Initiativtageren til kunstfestivallen er Henrik Broch-Lips, der til daglig er kunstfaglig leder af Kunsthal NORD i Aalborg. 

Henrik Broch-Lips siger: 

”En del af de kunstnere vi har inviteret bor og arbejder i København eller uden for landets grænser. Derfor er det helt afgørende for os, at Statens Kunstfond kan gå ind og bevilge midler til kunstnernes rejse, ophold og værktransport, fordi det giver os mulighed for, at den danske samtidskunst kan komme ud og møde publikum i Aalborg og Nordjylland.”

Danske kunstnere i hvide kuber

Formålet med de 15 mini-kunsthaller er at udvikle kunsten, begrebet kunst og ikke mindst opfattelsen af kunst i Aalborg, og hver af de 15 kuber viser en række anerkendte danske kunstnere:

Jesper Aabille, Hannah Kirstine Anbert, Nanna Lysholt Hansen, Lise Harlev, Stine Marie Jacobsen, Heine Kjærgaard Klausen, Mo Maja Moesgaard, Jens og Morten, Johanne Skovbo Lasgaard, Ida Sønder Thorhauge, Rasmus Johannsen, Mogens Otto Nielsen, Jesper Olsens Akademi, BLIXA Artzine og Steen Rasmussen.

Kunstfestivallen består af femten forskellige udstillinger i femten hvide udstillingskuber, der er forsynet med et stort vindue og en lille skjult dør. På taget af kuberne er der monteret solfangere, der giver strøm til neonrør i loftet, som får mini-kunsthallerne til at lyse om natten.

Kunsthallerne vil blive opstillet på byens centrale pladser og torve, og vil være visuelt tilgængelige døgnet rundt under hele festivalen. Et par timer hver dag er kunsthallerne bemandede så gæster kan komme ind og opleve værkerne helt tæt på. Derudover er der planlagt guidede ture til de femten kuber, som en del af et udendørs publikumsprogram med performances, kunstsaloner, happenings, artist talks og debatter som byens borgere frit kan deltage i.

Læs mere her om KN1-15 Femten Kunsthaller

Læs mere om Aalborg Festivals

Yderligere oplysninger:

Specialkonsulent Theis Petersen, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 33 74 45 34, tpe@remove-this.slks.dk
Statens Kunstfonds pressetelefon: 22 61 19 95

Siden er sidst opdateret: 8.8.2017

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)